MENU
Erhvervspraktikanter_nyhed-scaled.jpg

Arkitekter in spe? Hils på Caroline og Caroline, der har været i erhvervspraktik hos os

Vi har haft fornøjelsen af at have Caroline Parzentny (10. klasse på Rudolf Steiner Skolen) og Caroline Bach Petersen (8. klasse på Bakkeskolen i Hørning) i erhvervspraktik i denne uge. Udover at blive tilknyttet udvalgte medarbejdere, som stod for introduktion til faget og til det at arbejde på en tegnestue, tage dem med på byggepladsbesøg og give daglig sparring, fik de to hver især til opgave at designe og tegne et hus i Revit. I går var det så tid til, at Caroline og Caroline skulle præsentere deres projekter og lave en pin-up. Et flot stykke arkitektarbejde, de har leveret på så kort tid, og en meget stejl læringskurve hen over de fire første dage. De har været spørgelystne, nysgerrige og kreative i deres arbejde. Er det mon to arkitekter in spe?

Caroline Parzentny: “Jeg har altid godt kunnet tænke mig at være arkitekt – i hvert fald siden 5-6. klasse. Men jeg har måske ikke helt været klar over, hvad det ville sige at være arkitekt. Derfor valgte jeg at komme i praktik på en tegnestue. Min oplevelse af praktikken har været super! Jeg blev sat lidt ind i Revit, som er et enormt indviklet tegneprogram med alverdens funktioner. Her har jeg lært rigtig meget. Men jeg har også fået svar på mange af mine spørgsmål: Hvad vil det sige at være arkitekt? Hvilke projekter kan man arbejde med? Hvad skal man huske at tænke på, når man vil tegne boliger? Så det har givet mig et stort indblik i, hvordan hverdagen er for en arkitekt. Jeg valgte at tegne min egen bolig eller i hvert fald give et godt bud på, hvordan den kunne se ud. Min allerførste tanke var, at det blot skulle være et sommerhus, men igennem processen syntes jeg, det kunne være  fedt, hvis man kunne bruge huset hele året. De materialer, jeg har brugt til boligen, er lameller i træ, krydsfiner, beton, natursten og helt almindelige fyrretræsplanker til terassen. Jeg forestiller mig, at min bolig skal være placeret i et naturrigt område, tæt på klitter eller skov.”

Caroline Bach Petersen: “Jeg har altid haft en drøm om at blive arkitekt eller indretningsarkitekt. Derfor syntes jeg, det kunne være interessant og spændende at komme ud og prøve kræfter med. Jeg har lært rigtig meget af praktikken – om hvilke muligheder der er, og om alle de forskellige uddannelser, man kan tage inden for området. Jeg har også lært at bruge nogle gode tegneprogrammer. Og ikke mindst har jeg lært, hvordan jeg kan tegne mit eget hus. Overall har det været en mega god oplevelse! Folk på tegnestuen var rigtig søde til at hjælpe os godt i gang og igennem vores projekter. Jeg valgte at lave et lille hus med en hems, som stikker lidt ud over terrassen for at afskærme de store vinduer ud til terrassen, så solen ikke står og bager ind. Oppe ved hemsen er der også to store vinduer med en afskærmning lavet af lameller, som går igen på terrassen og i køkkenet.”

Se Caroline og Carolines skitser nedenfor samt billeder fra deres præsentation og deres besøg på byggepladsen ved Bytoften i Risskov, hvor vi  netop nu er ved at transformere de gamle IBM-kontorer til almene boliger.