MENU
Gruppebillede_december_2025-scaled.webp

Flere folk på vores tegnestuer

December er som bekendt en travl måned – ikke mindst hos P+P, hvor vi har budt fem nye medarbejdere velkommen!

Vi byder velkommen til Lars Krogh Hedegaard, der er tiltrådt som projekteringsleder og byggeleder på vores kontor i Aalborg. Lars kommer fra Vodskov og har en faglig baggrund som tømrer samt bygningskonstruktør fra UCN Aalborg. Med solid erfaring inden for projektledelse, projekteringsledelse og byggeledelse styrker Lars vores kompetencer på tværs af vores projekter. Uden for arbejdet er han en ivrig badminton- og padelspiller.

Som vores nye bygningskonstruktør, projektleder og byggeleder i Aarhus har vi Per Stougaard. Han er uddannet bygningskonstruktør fra VIA University College, Aarhus, og arbejder med projektering af både nybyg og renovering – fra villaer og sommerhuse til etageejendomme, større boligkomplekser og kontorfaciliteter, herunder også bevaringsværdige bygninger. Per har stærk erfaring med projektledelse og byggestyring, særligt inden for renoverings- og ombygningsprojekter. Han er optaget af bæredygtigt og biogent byggeri samt transformation af den eksisterende bygningsmasse, og i samarbejdet lægger han vægt på ordentlighed, tillid og en løsningsorienteret tilgang. Fun fact: Der kører stadig promoveringsvideoer af ham for bygningskonstruktøruddannelsen på VIA flere gange om året 😉

Mette Lind Østergaard er vores nye arkitekt. Hun er uddannet fra Arkitektskolen Aarhus og arbejder særligt med skitsering, konceptudvikling og formidling – ofte i krydsfeltet mellem bolig- og byudvikling. Mette har en stor faglig interesse for, hvordan arkitektur kan styrke fællesskaber, skabe bedre boliger og samtidig bidrage til en mere bæredygtig udvikling, ikke mindst gennem transformation og omdannelse af vores eksisterende bygningsmasse. For Mette handler arkitektur i høj grad om at tage ansvar: At skabe gode boliger til alle, udvikle rammerne for det gode hverdagsfællesskab og passe på jordens ressourcer ved at bruge og værne om det, vi allerede har. Fun fact: Fællesskab fylder også i hendes privatliv – hun bor selv i et kollektiv, hvor fælles mad, fælles faciliteter og hverdagsfællesskab er en naturlig del af livet.

Vi byder også velkommen til Nicolai Sørensen, der starter hos os som projekt- og projekteringsleder i Aalborg. Nicolai er ingeniør fra Aalborg Universitet og har gennem 28 år i branchen opbygget solid erfaring og omfattende efteruddannelse. Han er særlig stærk i at skabe overblik og ro i projektgruppen med fokus på bygbarhed og på at balancere interessenternes behov. Arkitektonisk værdsætter han løsninger, der skaber harmoni og langtidsholdbarhed – byggeri man med stolthed kan vise frem mange år frem. Nicolais arbejde bygger på tillid, ærlighed og bygbarhed, og som fun fact elsker han julen og tager ofte rollen som julemand, en tradition han har arvet fra sin far.

Rosa Nguyen er vores nye kommunikationsansvarlige – hun tager over for Anna Emilie, som skal på barsel. Rosa er uddannet Grafisk Designteknolog og har bred erfaring med visuelle identiteter på tværs af produktdesign, marketing og salg – med fokus på konsistens, kvalitet og detalje. Rosa arbejder med konceptudvikling, brandguides, kampagner, grafisk produktion, miljø-/showroomdesign og koordinering af produktioner som photoshoots. “Less is more” er hendes tilgang – hvor design skal give mening og skabe løsninger. Senest har hun været selvstændig og vikarieret som PQ- og kommunikationsansvarlig hos Kjær & Richter. Fun fact: 40 år – kan stadig blive spurgt om ID😉

Velkommen til, alle fem!