Nyt hovedkontor til Palsgaard
Palsgaard A/S udvider sit hovedsæde i Juelsminde med et nyt kontorhus, hvor bæredygtighed, materialitet og arkitektur går hånd i hånd.
Sammen med Nordstern og Triconsult skaber vi de nye rammer til Palsgaard; en dansk industrivirksomhed med hovedsæde i Juelsminde, der specialiserer sig i emulgatorer og stabilisatorer til fødevareindustrien. Det nye kontorhus er ikke blot en udvidelse af Palsgaards fysiske rammer – det er en investering i medarbejdernes trivsel og en afspejling af virksomhedens ambitioner inden for innovation og grøn omstilling.
Det nye byggeri forbindes direkte med virksomhedens eksisterende administrationsbygning i Juelsminde og bliver dermed en naturlig forlængelse af det samlede domicil. Samtidig genanvendes kælderen fra en tidligere lagerbygning som fundament for det nye kontorhus – et greb, der forener funktionel genbrug med bevidst ressourceanvendelse. Bygningen opføres i to etager og får en bærende konstruktion i limtræ og facader i genbrugssten. Det varme og taktile materiale bliver gennemgående – både i de synlige konstruktioner og i interiørets detaljer i fyrretræ, som bruges på vægge, trapper og nicher. Indeklima, stoflighed og holdbarhed er tænkt ind fra starten og understøttes af materialevalg, der favner både æstetik og funktion.
Projektet er tegnet af Wienberg Architects og videreudvikles nu i totalentreprise af Nordstern med Tri-Consult som ingeniørrådgiver og os, P+P arkitekter som arkitektrådgiver. AFRY er tilknyttet som bygherrerådgiver.
Det nye kontorhus forventes at stå færdigt i 2026.
Læs mere om projektet her: Byggeri & arkitektur
Læs mere om vores arbejde med erhverv her: Erhverv – P+P arkitekter
