Nyt boligbyggeri i Fionaparken – 18 lejligheder med byggestart i april
Økonomien er nu på plads for opførelsen af 18 nye lejligheder i Fionaparken i Bogense, og byggeriet forventes at gå i gang i april.
Bebyggelsen opføres som dobbelthuse i to etager med tre boligtyper på 72–93 m². Boligerne placeres langs en grøn kile i området med fokus på gode dagslysforhold, private opholdsarealer og et trygt boligmiljø.
Arkitekturen tager udgangspunkt i et enkelt og nutidigt formsprog med saddeltage, gule mursten, trædetaljer og lette altaner, som giver bebyggelsen et roligt og sammenhængende udtryk.
Opgaven blev vundet i konkurrence før sommerferien 2025, og projektet forventes færdigt i sommeren 2027.
Vi ser frem til samarbejdet med Guldfeldt, D.A.I og TerraNova om realiseringen af projektet!
