Nørre Boulevard 5 – Afd. 84
Projektet omfatter en ny almen boligbebyggelse på Nørre Boulevard 5 i Aarhus for Boligkontoret Århus. Bebyggelsen ligger i overgangen mellem Universitetsbyen, Nørre Stenbro, Nørreport og de grønne parkrum mod vest, og arkitekturen tager afsæt i områdets eksisterende karakter og den aarhusianske tradition for teglbyggeri. Projektet omfatter samlet ca. 5.978 m², heraf ca. 587 m² kælder.
Mod Nørre Boulevard og Nørrebrogade fremstår bebyggelsen med tegl som det primære facademateriale. Vinduespartierne indarbejdes i en rolig, lodret rytme, mens felter med mønstermurværk tilfører facaderne dybde, stoflighed og variation. Teglen er valgt som et robust og langtidsholdbart materiale, der samtidig forankrer bebyggelsen i områdets røde teglarkitektur.
Mod gårdrummet skifter bebyggelsen karakter med betonfacader, der danner en rolig og robust baggrund for altangange, opholdsnicher, beplantning og fælles aktivitet. Materialeholdningen er bevidst enkel med tegl, beton, aluminium, glas og træ og har fokus på arkitektonisk kvalitet, lang levetid og begrænset vedligehold.
P+P arkitekter indgår som arkitektrådgiver i totalentrepriseteamet sammen med Vognsen & Co Entreprise og NIRAS. P+P varetager projekteringsledelse, arkitektrådgivning, IKT-ledelse og arbejdsmiljøkoordinering i projekteringen samt projektopfølgning og fagtilsyn under udførelsen.
Færdiggørelse:
2028
Bygherre:
Boligkontoret Århus, Afd. 84
Projektets parter:
Vognsen & Co Entreprise A/S og NIRAS
Opgave:
Arkitektrådgivning i totalentreprise
Størrelse:
5.978 m² inkl. 587 m² kælder
