MENU

Ragnhilds hus

I et af Danmarks mest oprindelige landskaber har vi tegnet; Ragnhilds hus. 

Grunden ligger på kanten af landskabet med træer og krat, der danner ryg mod nord og vest. På den anden side af træer og krat og stødt faldende terræn åbenbarer den smukkeste udsigt sig: Mod nord over fjord og mod vest over sø og skov. Her er vådt, og gummistøvler synker nogle centimeter ned i vandet, som om de ønsker at slå rod. Lige her ligger ikke kun en stor fortælleværdi i naturens elementer, men i høj grad også i de mennesker, der boede her på kanten mellem strandeng og bakket terræn. Én af disse var Ragnhild – en hårdtarbejdende husmandskone med en personlighed, der på mange måder er synonymt med stedet; særegen, nøjsom og udholdende. Stedet er ikke kun den fysiske natur, men også den iboende ånd – stedets historie. Historierne om Ragnhild har inspireret til en nøjsom og holdbar arkitektur, der er født og formet af stedet.

Bygningen skal fremstå som en selvfølgelig del af landskabet; sten, træ og strå skal skabe referencer til stedets historie og de traditioner, bygningstypen er knyttet til – der er dermed dialog mellem arkitektur og sted.

Husets arkitektur er inspireret af den klassiske firelængede gård – med modifikationer, som åbner bygningerne op mod landskabet. Bygningerne placerer sig med hovedbygningen orienteret nord-syd og længen mod øst-vest. Denne placering rummer mulighed for at forløse det uforløste i den oprindelige struktur, hvor praktik gik forud for alt andet; udsigten mod både nord og vest. Derudover er den sydligste længe vendt, så der skabes mere kontakt til udsigten mod vest.

Der er arbejdet med to separate afdelinger som indehol­der tre værelser, bad og separat opholdsafdeling. Afdelingerne opdeles af et fælles opholdsrum med stue, spiseområde og køkken.

Arealforde­lingen skal disponeres, så fællesområderne får første prioritet, herefter det mindre fællesop­hold og til sidst værelserne. Rummene vil være præget af synlige trækonstruktioner og rå sten. Anvendelsen af træ og sten i både eksteriør og interiør skaber en sammenhæng og enhed i bygningen som igen skaber en større kontakt mellem ude og inde.

 

Projekt:

Idéoplæg: Ny fritidsbolig

Opgave:

Arkitektrådgivning

Links:
Gå på opdagelse i flere af vores projekter

Relaterede projekter