MENU

Vi har vundet Galten Plejecenter!

Vi er stolte af at have vundet konkurrencen om det nye plejehjem og fællesskabshus i Galten sammen med EMR Murer & Entreprenør, AFRY og Terra Nova Landskabsarkitekter.

Projektet omfatter 60 plejeboliger og et fællesskabshus, der skal skabe rammerne for et trygt og aktivt hverdagsliv for beboere og medarbejdere – og samtidig invitere lokalsamfundet indenfor.

Ambitionen har været at skabe et plejehjem, der først og fremmest opleves som et hjem – med en arkitektur i menneskelig skala og en tydelig balance mellem det private, de nære fællesskaber og livet i byen.

Plejeboligerne samles i en tilbagetrukket karré i to etager omkring et beskyttet, grønt gårdrum. Mod Søndergade træder fællesskabshuset frem som et mindre dobbelt længehus, der åbner sig mod byen med café, forsamlingssal og aktiviteter. Det skaber en naturlig graduering fra det rolige og private til det åbne og fælles.

Gule tegl, træ og saddeltage binder bebyggelsen sammen, mens variationer i murværk, facader og bygningsvolumener bryder skalaen ned. Materialerne giver husene stoflighed og karakter og skaber samtidig en genkendelig arkitektur med en naturlig relation til Galten og den omkringliggende bebyggelse.

Også livet mellem husene er en vigtig del af arkitekturen. Boliger og fællesarealer får tætte forbindelser til terrasser, overdækkede opholdsarealer og gårdrummet, mens fællesskabshuset skaber en aktiv kant mod Søndergade. Arkitekturen spænder dermed fra den private bolig og det nære naboskab til de større fællesskaber i byen.

Vi er særligt glade for, at bedømmelsesudvalget fremhæver ‘projektets stærke arkitektoniske helhed, den menneskelige skala og samspillet mellem materialitet, rumlighed og stedstilpasning’.

For os handler projektet om at skabe arkitektur med hjemlighed og værdighed som udgangspunkt – og med fællesskabet og byen lige uden for døren.

Vi glæder os til at udvikle projektet videre i tæt samarbejde med Skanderborg Kommune