Nyt boligområde i Brande spirer frem!
Der bygges i Brande! Hvor den gamle Præstelundskole lå, spirer der nu et nyt boligkvarter frem i grønne omgivelser.
Det Grønne Plus skal ligge i hjertet af Brande; helt tæt på både byliv og natur. Projektet bindes sammen af et grønt plus; grundstenen i projektet – som samler de kommende beboer på kryds og tværs i et blandet udbud af boliger til alle behov. Boligerne skal ligge i grønne områder med aktiviteter og udendørs oaser, der fremmer fællesskab og livskvalitet.
Projektet kommer til at bestå af rummelige, lyse boliger for alle aldersgrupper og familiekonstellationer. Derudover bliver den ene af skolens gamle gymnastiksale ombygget til fælleshus med fælleslokaler til mangeartede formål – lige så stort et socialt omdrejningspunkt for Det Grønne Plus som udendørsområderne.
I delprojektet ”Terrassehusene”, som vi er arkitektrådgiver på, bliver flere af kendetegnene fra Præstelundskolen, såsom dens karakteristiske gule tegl, videreført for at bygge bro mellem historien og det nye. Vi genanvender desuden mursten og træbænke fra skolen i det nye byggeri – på den måde lever skolens ånd videre.
P+P arkitekter er underrådgiver for totalentreprenøren JCN-Bolig, som er specialister i boligbyggeri – et velkendt og godt match, eftersom vi har bygget mange vellykkede projekter sammen gennem tiden. Vi er stolte og glade for at være med på rejsen og sætter stor pris på samarbejdet, herunder det gode samarbejde med bygherre.
Projektleder for Det Grønne Plus og direktør i PLS A/S, Mads Ruglykke, udtaler:
”P+P arkitekter har meget hurtigt og enkelt tilført “Det Grønne Plus” en utrolig fin løsning til vores etagebyggeri med 80 lejligheder og 14 tilhørende penthouses. På trods af, at P+P arkitekter kom lidt sent ind i opgaven, har de fanget den “grønne” tråd i projektet og bidraget med fin arkitektur, der matcher stedet og efterspørgslen fra markedet. Arkitekturen passer ind og skaber sammenhængskraft med fælleshuset og de øvrige typologier i projektet, derudover er det bygbart og således også nemmere at eksekvere for den valgte entreprenør”.
Læs mere om projektet, Det Grønne Plus, her: Det Grønne Plus – Brande