Om Tegnestuen
P+P arkitekter blev grundlagt i 1976 og er dermed en af Aarhus’ ældste tegnestuer. Vi beskæftiger ca. 35 medarbejdere fordelt på vores to tegnestuer i henholdsvis Aarhus og Thisted. Vi er et stærkt hold af arkitekter og bygningskonstruktører, og vores virksomhed har hver dag i mere end 40 år arbejdet kreativt og professionelt med at skabe arkitektur, som gør en forskel for mennesker og for samfundet.
Hos P+P arkitekter har vi et stærkt team af kompetente medarbejdere, der hver især har opbygget specialistviden inden for bl.a. byggeøkonomi, byggejura, fredede og bevaringsværdige bygninger, bygningssyn, tilgængelighed, brand, beboerhåndtering og bæredygtighed. Som virksomhed vægter vi at have en sammensat arbejdsstyrke af erfarne folk og yngre kræfter. Det skaber et velfungerende arbejdsfællesskab, der arbejder dynamisk, beror på en stor grad af vidensdeling og er fagligt alsidigt.
Hos P+P arkitekter arbejder vi tæt sammen. Vi arbejder ikke i fastlagte projektteams, men som ét stort hold, der blandes på kryds og tværs af fagligheder, alder og erfaringer. Dét ser vi som en af vores helt store styrker. Vi ser vores tegnestue som en uformel arbejdsplads med et højt fagligt niveau i et humoristisk og afslappet miljø.
Tegnestuen ledes i en flad struktur, hvor ingen er hævet over andre, og alle taler med alle. Vi vægter socialt samvær højt og dyrker det intensivt.
Historien bag
P+P arkitekter a/s er en af Aarhus’ ældste tegnestuer. Vi blev etableret af arkitekt Niels Chr. Poulsen og arkitekt Jens Therkildsen under navnet Arkitektfirma Poulsen og Therkildsen ApS i 1976.
Tegnestuens første projektet og dermed det projekt, der startede det hele, var Ebeltoft Skudehavn. Siden kom der mere alsidige og større opgaver til, og virksomheden voksede. Især tegnestuens viden og erfaring med alment boligbyggeri samt idræts- og omsorgsbyggeri, gjorde firmaet eftertragtet. I 1990 opkøbte Poulsen og Therkildsen desuden en tegnestue i Thisted, som i dag dækker hovedsageligt lokale opgaver og opgaver i det nordjyske.
I 2004 blev arkitektfirmaet Poulsen og Therkildsen lukket, og i stedet blev Poulsen og Partnere stiftet. Firmaet flyttede i den forbindelse fra Klostergade til Kystvejen 17, 5. sal, hvor vi holder til i dag. Ledelsen bestod nu, udover Niels Chr. Poulsen, af tre nye partnere; Erik Rønde Andersen, Jens Jacob Gjerluff Jakobsen og Anne Sinnbeck.
I 2011 skiftede navnet til P+P arkitekter a/s, og i 2013 trådte Niels Chr. Poulsen og Anne Sinnbeck ud af ledelsen. Året efter trådte Anders Lunde Jacobsen ind i ledelsen.
I 2022 udvidede P+P arkitekter ejerkredsen med 3 nye partnere; Maiken Anett Jacobsen Steenholt, Rasmus Bangsgaard Busch og Thomas Engholt.
I dag består virksomhedens partnere dermed af; Erik Rønde Andersen, Jens Jacob Gjerluff Jakobsen, Anders Lunde Jakobsen, Thomas Engholt, Maiken Anett Jacobsen og Rasmus Bangsgaard Busch.
Se kontaktoplysninger for ledelsen her.
Vores kompetencer
Vores kompetenceområde er bredt. Projekterne spænder vidt fra almene boliger til erhvervsbyggeri og omfatter både nybyggeri, helhedsplaner, renovering og transformation. Vi har gennem flere årtier varetaget bygherre-, arkitekt- og totalrådgivningsopgaver for både boligforeninger, private, kommuner og regioner.
Som en central del af tegnestuens praksis har vi også en kulturarvsafdeling, som yder rådgivning i forbindelse med restaurering af kirker og historiske huse.
I P+P arkitekter fokuserer vi på at skabe de bedste rammer om det gode liv, med veldisponeret byggeri, dagslys og indeklima som omdrejningspunkter. Vi bestræber vi os på at skabe kvalitetsarkitektur i form af indbydende og generøse byggerier, der er rare at opholde sig i. I vores materialeholdning læner vi os op ad den skandinaviske byggetradition med respekt for det gode håndværk. Vi har fokus på robuste materialer, der ældes smukt og er modstandsdygtige for slid – for bygherre, bruger og fremtiden.
Vi ser det som vores fornemmeste opgave at forene form og funktion med oplevelse og atmosfære til gavn for brugeren. For arkitektur handler ikke blot om at tegne smukke bygninger, der forskønner det offentlige rum, men også om at skabe rum til mennesker og det liv, der leves, i bygningerne.
Vores tilgang tager afsæt i de værdier, vi mener, er helt fundamentale for arkitekturen. Vi forbinder høj arkitektonisk kvalitet med bæredygtig, robust, empatisk, ærlig og ansvarlig arkitektur. Læs mere her.