Vundet! Vi skal opføre et nyt seniorbofællesskab i Korsør
Sammen med vores team, Byggeselskabet PAULSEN og ingeniørerne Klaus Nielsen a/s, har vi vundet opgaven om at opføre et lille attraktivt seniorbofællesskab på Mælkevej i Svenstrup tæt ved Korsør. Vi står for arkitektrådgivningen på projektet, som er udbudt i totalentreprise af OK-Fonden.
Bofællesskabet består af 22 seniorboliger og et fælleshus. Det er placeret med skov tæt på og omkrandset af grønne rekreative områder, som kommer til at spille en helt central rolle i oplevelsen af stedet for de kommende beboere. De 22 boliger er fordelt på forskellige boligtyper og varierer i størrelse fra 60 til 97 m².
I udformningen af bofællesskabet har vi arbejdet med at drage de smukke omgivelser med ind i fælleshuset og i boligerne. Der er et stort fokus på fællesskabet og nærværet i området, hvorfor der arbejdes meget med at skabe udeområder, der fremmer de spontane møder mellem mennesker og skaber rum for ophold og samvær.
Boligerne er designet med fokus på at skabe funktionelle og hjemmelige rum, hvor det er prioriteret at have store, åbne planer med tæt forbindelse mellem køkken og stue. Opholdsrummet er placeret med udgang og udkig til både terrasse og den private have. Udgang mod terrassen styrker kontakten med de helt nære uderum og orienterer sig mod fællesarealerne med petanquebane, opholdsområder og fælleshus. Den anden udgang mod haven giver beboerne den nødvendige privathed, da haven åbner sig ud mod det omkringliggende landskab, men vender væk fra fællesarealerne.
I arkitekturen er der lagt vægt på at skabe lyse og generøse indvendige rum, en praktisk og funktionel rumfordeling og gjort brug af velafprøvede byggteknikker og robuste materialer med lave vedligeholdelsesbehov.
Vi ser frem til samarbejdet med OK-Fonden, der er bygherre på seniorbofælleskabet på Mælkevej, og med resten af vores team, Byggeselskabet PAULSEN og det rådgivende ingeniørfirma Klaus Nielsen a/s.