Aflevering lige til påske!
P+P Kulturarv var påskedag, d. 9. april, til indvielse af Sulsted Kirke, hvor der er udført en omfattende indvendig kalkning, rensning af orgelet og udbedring af stoleværket samt istandsættelse af lysekroner og varmeanlægget.
Der var god stemning til gudstjeneste i Sulsted Kirke i søndags – ikke kun på grund af fejringen af påskedag, men også fordi kirken nu igen kunne tages i brug.
Arbejdet har været omfattende, da kirkens inventar og ikke mindst de historiske kalkmalerier fra 1500-tallet, der pryder hvælvene i kirkerummet, skulle beskyttes under udførslen. Kalkningen omfatter alle ikke-dekorerede vægflader i kor, skib, tårnrum og våbenhus, og arbejdet fremhæver nu på bedste vis de imponerende, dekorerede hvælv.
Projektet er udført i samarbejde med Nationalmuseet og Bevaringscenter Nord.
P+P Kulturarv er en del af P+P arkitekter. Vores engagerede restaureringsarkitekter har indgående kendskab til og stor respekt for tradition, kultur, materialer og historiske byggeteknikker. En stor del af arbejdet i P+P Kulturarv indbefatter både indvendig og udvendig istandsættelse af de danske kirker.
Gå på opdagelse i vores mange projekter inden for kirke og kulturarv her: P+P Kulturarv