Samarbejdet fortsætter på Åbyens anden etape
Vi er utrolig glade for at kunne annoncere, at vi sammen med Rasmus Jakobsen a/s og LB Consult skal stå for udførelsen af etape II af de almene familieboliger Åbyen for boligselskabet B45 i Grenaa.
Vi er allerede godt i gang med udførelsen af den første bygning, som forventes indflytningsklar omkring juletid 2021. Interessen for at flytte ind i Åbyen har været enorm, og ventelisten til de første 30 familieboliger er lang.
De to punkthuse er stort set ens. Bygningen i etape II vil ligesom den første bygning også tilbyde fire lejlighedstyper i forskellige størrelser. Alle lejligheder vil være med privat altan eller tagterrasse. Bygningen udføres også i mørk tegl med subtile detaljer. Ved indgange og altaner vil der også blive indarbejdet trælister som en varm og blød pendant til teglen. Lyset inviteres ind i boligerne gennem de store vinduespartier og giver samtidig beboerne en smuk udsigt. Åbyen er placeret midt mellem byen og et rekreativt område, hvilket vi også har forsøgt at afspejle i byggeriets udformning. Det tilbyder et 360 graders kig til både Grenaa midtby og sundet vest for byen. Etape II er en smule anderledes, da der udover de 30 boliger også vil blive etableret et fælleshus i bunden af bygningen ud mod åen.
Første spadestik på etape II er i uge 24. I samme uge påbegyndes arbejdet med at banke pæle i jorden, hvorefter det for alvor går løs. Vi forventer, at de sidste 30 almene familieboliger står indflytningsklar i midten af december 2022.
Vi ser frem til det videre samarbejde med boligforeningen B45, Rasmus Jakobsen a/s og LB Consult om opførelsen af etape II af Åbyen.
P+
Læs mere om vores projekter inden for den almene sektor her.
Vi føler et særligt socialt ansvar, når vi bygger boliger til den almene sektor. Det kan du bl.a. læse om i vores tilgang til arkitektur.