MENU
Detrødeklubhus

Et lille projekt med stor betydning i Det Røde Klubhus!

P+P Kulturarv arbejder i øjeblikket på en lille sag, som på trods af sin størrelse vækker stor interesse både her på tegnestuen og i sit lokalmiljø i Skive. Få et indblik i projektet her!

”Det Røde Klubhus” er et lille, charmerende, rødmalet træhus opført i 1908 af den unge Skive-arkitekt Erik V. Lind. En senere udvidelse i 1919 blev tegnet af H. Toft Hansen (senere kendt som arkitekt og hovedudvikler af de mange danske andelsmejerier). Husets historie er båret af frivillige kræfter og stor kærlighed til foreningslivet i Skive. Og huset må i den grad siges at være blevet båret – hele to gange i sin levetid er det faktisk blevet flyttet. Det ligger nu på Engvej 10 ud til Dyrskuepladsen i Skive, hvor det i 2013 blev genåbnet efter en gennemgående renovering støttet af Realdania.

I dag ejes bygningen af Skive Kommune og drives af ”Foreningen Det Røde Klubhus i Skive”, som anvender og udlejer lokalerne. I takt med et stigende antal arrangementer er et ønske om lettere tilgængelighed dog opstået.

Sammen med Det Røde Klubhus’ bestyrelse har vi i P+P Kulturarv tegnet et projektforslag til dette: Svalegangen på første sal forlænges, og der skabes bedre adgangsforhold via en ny trappe med indbygget lift. Liften skal give bedre tilgængelighed, men også kunne rumme fx lydudstyr til diverse koncerter og lignende – nej, livet i det lille klubhus er bestemt ikke kedeligt.

Det har været en fornøjelse at besøge stedet og mærke den særlige stemning, som det fasttømrede foreningsliv emmer af. P+P Kulturarv slipper projektet for nu, og vi glæder os til at se det blive fysisk udfoldet af alle de gode frivillige kræfter, der findes i Det Røde Klubhus.

 

Læs mere om Det Røde Klubhus og historien bag her: Det Røde Klubhus – hjemmeside

Læs mere om P+P Kulturarv her: Kulturarv