Effektiv facaderenovering af Vilhelm Kiers Kollegium
Godt begyndt er halvt fuldendt.
Vi har været forbi Snogebæksvej i Aarhus for at se, hvordan det skrider frem med den omfattende facaderenovering af Vilhelm Kiers Kollegium, for Kollegiekontoret i Aarhus. Tidsplanen holder. Og mere til. Takket være et grundigt forarbejde, effektiv planlægning og en god arbejdsrytme fri for uforudsete hændelser er vi nemlig et godt stykke foran den oprindelige tidsplan. Status er, at vi er godt halvvejs: 12 ud af de 21 kollegieblokke står nu færdige med nye, flotte facadepartier.
P+P arkitekter har stået for totalrådgivning på opgaven. Af respekt for det oprindelige byggeri valgte vi i samarbejde med bygherre og det nedsatte byggeudvalg at foretage mange grundige miljøundersøgelser samt destruktive undersøgelser af de eksisterende bygningsdele. Der blev fremstillet en mock-up, som indgik i et kreativt forløb, hvor der blev arbejdet indgående med forskellige løsninger, materialer og farver, der mundede ud i en klar, gennemarbejdet køreplan for den videre proces med udarbejdelse af udbudsmateriale.
Den nænsomme energirenovering er med nye facadepartier, der fremtidssikrer bygningerne, er moderne og overholder lokalplanens krav for lyd og energi. Samtidig fremstår facaderne med en farvesætning i mere afdæmpede farver, som det så ud, da det blev bygget i 1969.
Byggeprocessen har været gnidningsfri. De flotte resultater og den effektive arbejdsgang på pladsen er funderet på en kombination af grundigt forarbejde med mock-up’en, en tæt dialog med Kollegiekontoret Aarhus og et godt, fagligt samarbejde med en hovedentreprenør, som har løftet opgaven professionelt og fra dag ét har forstået at planlægge og optimere arbejdet på pladsen.
Renoveringen af facadepartier på Vilhelm Kiers Kollegium forventes afsluttet allerede i slutningen af 2021 og ikke som oprindeligt i 2022.
Se flere af tegnestuens facaderenoveringer her
[envira-gallery slug=”status-vilhelm-kiers-kollegium”]