Genåbning af Harre Kirke
Søndag d. 19. januar blev Harre Kirke genåbnet efter at være blevet istandsat og nyindrettet. Det blev fejret med festgudstjeneste med deltagelse af præster, provst og biskop. Solen skinnede og det var en glædens dag.
Som mange andre landsbykirker har Harre Kirke været udfordret af manglende kirkegængere til højmessen. Derfor er kirken efter menighedsrådets ønske blevet indrettet til en ny type anvendelse i form af forsamlinger med kirkeligt indhold. Projektet er en vision båret af hele landsbyen om at få et kirkehus, der følger med tidens behov. Vi har været totalrådgiver på opgaven.
Kirken er ombygget med jordvarmeanlæg, gulvvarme og niveaufri adgang. Kvindedøren er genåbnet, og der er lavet tekøkken og toilet i det gamle våbenhus, hvor der tidligere var kapel. Alterskranke og bænke er gjort flytbare, og skibets bagerste del kan nu indrettes med borde og stole. Bordene kan pakkes væk i skænke bagerst i skibet, når man vil have traditionel opstilling. Det betyder, at kirken fremover kan fungere som mødested til mange forskellige lejligheder.
Det har været væsentligt, at kirkerummet bevarer sin højtidelighed, der understøtter begravelser, vielser og andre kirkelige højtider. Derfor har vi arbejdet med kirkerummets belysning og farveholdning, der nu gør det lettere at se hinanden, det historiske inventar og siderne i salmebogen.
Se indslag om projektet på TV Midtvest her:
[envira-gallery id=”19457″]