Vundet! Vi skal realisere nyt handicaptilbud i Malling
P+P arkitekter har vundet arkitektkonkurrencen om at realisere nye attraktive handicapboliger for voksne med udviklingshæmning. Byggeriet er med til at sikre rammerne om en god, tryg hverdag for beboerne og understøtte deres muligheder for et selvstændigt, aktivt og sundt liv. Handicaptilbuddet skal ligge i Malling syd for Aarhus og vil indeholde 32 handicapboliger fordelt på fem boenheder, der disponeres som en stor hesteskoformet bygning.
Alle boligerne har egen udgang til privat terrasse og vender ud mod det omgivende terræn, hvilket sikrer optimal privathed, fred og ro for beboerne. Ind mod det fællesgårdrum brydes bygningen op i små enheder, som nedskalerer bygningen og skaber et hyggeligt miljø med små gårdrum og opholdsnicher. I midten af gårdrummet placeres personalefaciliteterne og et stort lærings- og beskæftigelseshus, der bygges i to etager og vil blive et centralt mødested for beboerne og udefrakommende brugere. Dermed vil der blive god mulighed for både at dyrke det nære fællesskab i egen boeenhed og det større fællesskab i læringshuset og de rekreative udearealer i det fælles gårdrum.
Vi er totalrådgiver på opgaven og ser frem til det videre samarbejde med vores team, der består af ingeniørerne, Viggo Madsen, og Terra Nova, som vil stå for landskabsarkitekturen. Derudover glæder vi os til samarbejdet med Aarhus Kommune, der er bygherre på projektet.
Handicaptilbuddet i Malling forventes indflytningsklar i 2025.
[envira-gallery id=”179903″]