MENU
Nyhed-fredens-torv-scaled.jpg

Afrensning af facade på historisk bygning afslører smukke detaljer

P+P Kulturarv er i fuld gang med facadeistandsættelse af et tidligere pakhus, som er en del af den tidligere købmandsgård, Trods Katholm på Fredens Torv i Aarhus. Istandsættelsen omfatter bl.a. en gennemgribende afrensning af facaderne.

Bygningen har været ”indpakket” i plastholdig maling på flere facader over en lang årrække, hvilket har givet store, indvendige fugtproblemer. Vi er nu tæt på at være i mål med afrensningen, og særligt afrensningen af gavlen har haft et yderst positivt udfald.

Arbejdet med ældre bygninger viser sig ofte at være uforudsigeligt, og her er vi blevet positivt overrasket over en meget vellykket afrensning af især gavlen, som fremadrettet vil fremstå i sit oprindelige udtryk; blank mur. Stenene fremstår, i samspil med nyere udskiftede sten, med autentiske mørke overflader, der afslører spor af bygningens historie.

Gavlen har tidligere fremstået i blank mur fra 1914 til engang op i 1970’erne, men er med tiden blevet dækket af tykke lag maling, som har skabt omfattende fugtproblemer. Man kan dermed sige, at bygningen har holdt vejret i mange år, men nu igen kan ånde frit.

I forbindelse med istandsættelsen af facaderne er der også blevet genskabt skabeloner til genoptrækning af taggesims og facadebånd, der efter mange år har mistet deres originale, profilerede former. Små men effektfulde detaljer med fine skyggevirkninger er blevet udvisket med tiden af utallige facadebehandlinger over en lang årrække. Detaljer, som vi værner om at få frem igen.

Istandsættelsen tager udgangspunkt i bygningens oprindelige identitet og udtryk, og den kommer således igen til sin ret – både æstetisk og byggeteknisk.

 

Arbejdet med Fredens Torv indskriver sig i vores store portfolio af kulturarvsrestaureringer, som er en del af tegnestuens DNA.

Læs mere om P+P Kulturarv her: P+P Kulturarv

 

Sort/hvid foto: Aarhus Stadsarkiv

 

[envira-gallery id=”182436″]