Æ’ Redningshus i Klitmøller er et forsamlingshus – et lokalt fællesskabsanker! Projektet omhandler ombygning og udvidelse af eksisterende servicebygning til æ´Redningshus.
“Danmarks smukkeste forsamlingshus” – sådan kalder bestyrelsen selv deres forsamlingshus. Følelserne er store og respekten for den særlige kulturarv på stedet er allestedsnærværende. Foreningens eget forslag til projektet var en større tilbygning, men gennem samarbejde og med afsæt i en forståelse af stedets kulturhistoriske værdier blev projektet ændret til en ren ombygning og restaurering.
Klitmøller har haft en redningsstation helt tilbage til 1847. I 1861 fik stationen et bådhus, som ad flere omgange er blevet ombygget og flyttet. Da Hanstholm redningsstation kunne dække Klitmøller-området, blev stationen i 1979 nedlagt. I dag er det gamle redningshus smukt renoveret og fungerer som Klitmøllers forsamlingshus.
Huset kan lejes til private arrangementer, og året rundt tilbydes der også en bred vifte af øvrige arrangementer. Disse spænder bredt fra begivenheder for de lokale, til begivenheder, der trækker besøgende fra hele Thy.
P+P arkitekter er totalrådgiver i dispositionsforslagsfasen og fondsrådgiver.
Sag nr. 1683.23