Denne bebyggelse på Asmusgårdsvej i Lystrup består af 44 almene boliger og er omkranset af fredet skovareal. Det er opført for Boligforeningen 10. marts 1943 og består af ni rækkehuse i to plan med fire forskellige boligtyper. Husene har både vandrette og lodrette lejlighedsskel. Alle boliger ved terræn har udgang til en privat terrasse og ligger i tæt forbindelse til landskabet og skoven omkring.
Projektet på Asmusgårdsvej er udformet som en klynge af huse i skovens lysning, som en organisk landsby, hvor bygningerne er arrangeret omkring en central kvartersplads, der samtidig er adgangsareal til beboernes hjem. Der har været særligt fokus på de landskabelige kvaliteter og den omkringliggende bys skala, der har været retningsgivende for det arkitektoniske greb for hele Asmusgårdsvej. Skovens lysning suppleres med beplantning, der skaber små haverum, som giver mulighed for leg, nyttehaver og andre fællesaktiviteter.
Arkitektonisk er bygningerne udformet som saddeltagshuse med teglstensfacader og matte metaltage. Der arbejdes med to typer mursten og tage. En mørk sortbrun mursten og en lys hvidgul mursten, og tilsvarende et mørkegråt tag og et lysegråt tag. På én af bygningerne udføres også solcelleanlæg integreret i tagfladen.
Husene er placeret, så der opstår en stor variation af rumligheder imellem husene. Samtidig gives der udsyn til skoven fra kvarterspladsen, der kommer til at fungere som et naturligt samlingspunkt – som et fællesareal, hvor sociale aktiviteter kan udfolde sig, og hvor beboerne også kan parkere biler og cykler.
De 44 moderne almene boliger i menneskelig skala, med korte kig i byrummene og et fortættet byggeri med gennemtænkte overgange mellem fællesarealer og private rum er med til at skabe tryghed og liv i “den lille landsby i skoven” på Asmusgårdsvej i Lystrup.
Vi har været totalrådgiver på projektet helt fra udviklingen, der ligger til grund for den nye afdeling på Asmusgårdsvej, og på den efterfølgende projektering og udførelse. Vi takker for endnu et godt parløb med Boligforeningen 10. marts 1943. Samtidig kan vi se tilbage på et godt, effektivt og solidt samarbejde med entreprenørvirksomheden Poul Pedersen A/S, ingeniørerne fra Niras og MBYLand, der har stået for landskabsarkitekturen.
Sag nr. 1523.16