Mød P+P Kulturarv – Restaureringsarkitekt Jens Christian Pinborg
”Jeg brænder for at sikre bevaringen af vores historiske bygninger”.
Jens Christian Pinborg er projektleder og sagsarkitekt i vores restaureringsafdeling; P+P Kulturarv. Han er uddannet fra Arkitektskolen Aarhus med afgang fra Institut for Arkitektonisk Kulturarv.
Porteføljen er bred; Jens Christian har arbejdet med en lang række fredede og bevaringsværdige bygninger lige fra Det Kongelige Teater over kirker til bindingsværkshuse.
Jens Christian er som restaureringsarkitekt meget bevidst om, at de bygninger, som han arbejder med, er en del af vores fælles historie. Hans fokus er, at sikre bevaringen af dem samt finde nye funktioner til dem, så de kan tilpasses nutiden uden at gå på kompromis med fortiden.
”Den eksisterende bygningsmasse udgør et stort potentiale – ofte i form af bygninger med stor håndværksmæssig kvalitet og med en særlig stemning, der er værd at bygge videre på. Den eksisterende bygningsmasse har desuden generelt en stor holdbarhed, da de ofte er opbygget med en enkel byggeteknik, der er mulig at vedligeholde og ændre til nye funktioner”.
I arbejdet med kulturarv vægter han det gode samarbejde højt – både internt og eksternt. Han oplever, at det netop er i sammenspillet mellem alle byggeriets parter, at man finder de gode løsninger.
Og som om arbejdet med kulturarv hos P+P arkitekter ikke var nok i sig selv, restaurerer Jens Christian i sin fritid et ældre bindingsværkshus, som han købte med sin hustru sidste sommer. Her har han selv fingrene ned i materien og får oversat teori til praksis.
Jens Christian indgår i kulturarvsteamet sammen med vores 3 andre restaureringsarkitekter; Rasmus Thrane, Anne Monrad Nielsen og Mille Høegh. Ambitionerne er store for kulturarvsafdelingen og sammen udstikker de nye mål for deres passionerede arbejde med restaurering, bevaring og transformation.
Læs mere om P+P kulturarv her: P+P Kulturarv – nye kræfter på holdet
Se et udvalg af vores projekter her: P+P Kulturarv
Læs om P+P arkitekter her: P+P arkitektur
Fotos herunder: P+P Kulturarv. Fra venstre; Rasmus Thrane, Mille Høegh, Jens Christian Pinborg og Anne Monrad Nielsen.